Lider du af tandlægeskræk?
Oplever du angst, bekymring og utryghed, når det er ved at være tid til tandlægebesøg?
Måske det er så slemt, at det helt afholder dig fra at tage afsted? Det er slet ikke unormalt - en stor del af befolkningen lider nemlig af tandlægeskræk. Det bliver dog hurtigt en ond cirkel, hvis først man lader tandlægeskrækken afholde en fra at få regelmæssige tandtjek. Dette kan nemlig resultere i smerter og dårlige tænder, og så bliver man måske yderligere nervøs over tandlægebesøget.
Vi er her for dig
Hos Aabybro Tandlægerne gør vi alt, hvad vi kan for at afhjælpe din tandlægeskræk.
Vi har stor erfaring med patienter med denne problematik, og vi har derfor fuld forståelse for din tandlægeskræk. Du er gennem hele forløbet i trygge hænder, og vi tager tingene stille og roligt i dit tempo. Vi sørger for at tage os god tid til at snakke med dig, samt holde dig godt informeret om hvad der helt præcist kommer til at ske.
Tillid og tryghed
Der er intet pinligt ved at have tandlægeskræk! Derfor skal du ikke være bange for at informere os om din angst, så vi på bedst mulig vis kan hjælpe dig. Det er vigtigt for os, at du kommer herfra med en god oplevelse. Din vigtigste opgave er blot at have tillid til, at vi kun vil dig det bedste.
Hvad kan du selv gøre?
- Erkend din tandlægeskræk
Der er intet at være flov over ved tandlægeskræk - der er mange, der har det som dig. I mange tilfælde opstår tandlægeskræk i forbindelse med en dårlig oplevelse hos tandlægen. Det kan også opstå som et udfald af utryghed omkring de mange instrumenter og lyde der er i klinikken, eller måske som en angst for det ukendte.
- Fortæl os om din tandlægeskræk
Vi er her for at hjælpe dig. Fortæl os om din tandlægeskræk, så vi ved, at vi skal tage særligt hensyn til det. Nogle gange kan det være svært at sætte ord på hvad der præcis udløser angsten. Sig til, hvis noget bliver ubehageligt eller hvis du kan mærke at du bliver utryg eller urolig.
- Forbered dig mentalt
Der er mange måder, hvorpå man kan forberede sig mentalt til tandlægebesøget og det handler om at finde den teknik, der passer til en selv.
Du kan eventuelt prøve med nogle afspændingsøvelser, noget beroligende musik og så er det vigtigt at sørge for, at du er frisk og veludhvilet til behandlingstidspunktet.
- Gå hyppigt til tandlægen
Ved regelmæssige besøg hos din tandlæge, vil du ofte opleve større tillid til forløbet. Sørg for at komme ind i en god rytme, hvor du eventuelt starter med at besøge din tandlæge hver 3-4 måned. Når du begynder at føle dig mere tryg, kan du herefter lade besøgsintervallerne blive lidt længere. Selvom besøget kan virke skræmmende, så lad det ikke skræmme dig så meget, at du melder afbud.
- Hold en sund mund
Sørg for at opretholde en god mundhygiejne ved at børste tænderne 2 gange om dagen og bruge tandtråd eller mellemrumsbørster.
Vi lægger vægt på at forebygge tandsygdommene. Den bedste måde at undgå tandsygdomme er at holde sin mund sund. Det kan din tandplejer hjælpe dig med - de er specialister i forebyggelse.
Venter man til det gør ondt, eller tænderne er knækket kan det gøre besøget sværere og behandlingen mere kompliceret.
Beroligende
Virker det stadigt helt uoverskueligt, at skulle til tandlægen? Er din tandlægeskræk meget slem, så kan vi tilbyde noget beroligende medicin under behandlingen. Med beroligende vil du blive mere afslappet og angstfri. Mange med svær tandlægeskræk oplever, at de efter en behandling med beroligende pludseligt ikke er helt så bange for tanken om en tur ved tandlægen mere, nu de ved, hvor smertefrit og nemt det kan gå.